Ofte er vi tilbøjelige til at lade vores faglighed drive en løsning frem i stedet for at anerkende og opfylde det egentlige behov hos den, der stiller os en opgave, hvad enten det er en kunde eller nogen i vores egen organisation. Vi læner os op ad velkendte løsninger og tidligere erfaringer. Vi hverken lytter eller spørger ind til de reelle udfordringer. Eller måske er vi motiveret af helt andre hensyn end de faktiske behov?
Den Holistiske Behovsanalyse afsporer den fastlåste måde at arbejde på og resulterer i en rådgiverfunktion, der er lyttende, reflekterende og bruger både faglighed og andre indsigter til at forstå behovene hos opgavestilleren. Det indebærer, at man i rådgiverrollen ændrer sit perspektiv, sætter sig ud over sig selv og tør udfordre sin opgavestiller. Og det kan komme til at betyde, at den løsning, man når frem til, er en helt anden end den, der oprindelig blev efterspurgt. Men: Er tilliden til stede, vil begge parter vinde ved den holistiske tilgang.